Review af Sculpto 3D printeren

I dette indlæg vil jeg vil dele mine erfaringer med Sculptos 3D printer.

Jeg har nu haft printeren fra Sculpto i knap 2 år og har derfor fået en masse erfaring og viden om printeren, både godt og skidt.

 

Hvad og hvem er Sculpto?

Sculpto er et dansk firma som hovedsageligt laver Sculpto printere. Den første printer kom ud for 2 år siden. Siden da er der kommet en Sculpto+ udgave også. Dog er forskellen mellem de to printere meget lille. Sculpto startede som et lille firma i Aarhus, og deres første printer blev finansieret gennem crowdfunding på Kickstarter. Udover deres printere forhandler de også filament som passer specielt til printeren.

 

Fordele ved en Sculpto printer?

Der er flere fordele ved en Sculpto printer. Her er nogle af de fordele jeg har erfaret:

Virker lige ud af æsken – Printeren er meget nem at opsætte. Du kan stort set printe, så snart du har fået din printer pakket ud og sat på dit WiFi netværk. På videoen herunder ses en timelapse video af et test skib printet på Sculpto printeren med standart indstillinger.

 

Nem og forståelig brugerflade – Sculpto tilbyder både adgang til printeren via apps til iOS og Android samt en hjemmeside. Både apps og hjemmeside kan indstilles til dansk og er meget nem at bruge. Brugerfladen er nem at overskue og uden overflødige informationer eller funktioner.

Lille og let med et stort printetareal – Printeren er lille, let og fylder ikke meget på skrivebordet. På trods af den lille størrelse har printeren et stort printareal, dette skyldes at printpladen er cirkulær hvorimod de fleste andre printeres plader er kvadratiske.

Pris – På trods af printarealet er prisen meget fordelagtig, for omkring 3.500,- er du igang.

Raft – Sculpto printeren er indstillet til som standart at printe med raft. Raft er en pladen som bliver printet lige under selve printet for at udjævne de ujævnheder der findes i printpladen. Raften bruges også til at stabilisere høje og smalle print. Raften kan ses på billederne herunder. På det ene billede er raften under printet og på det andet billede ved siden af printet.

Nemt at kalibrere – For at få printeren til at printe ordenligt kræver det at du kalibrere Z-aksen. Z-aksen er den akse som flytter printhovedet op og ned. Med andre ord, man skal have den rigtige afstand mellem printhoved og printplade.

Nemt at skifte filament – For at printe kræver det at der er noget filament som printeren kan printe med. Skift af filament er gjort så nemt, så at det eneste du skal gøre er, at trykke på nogle knapper i appen/på hjemmesiden og indsætte filament. Så klare printeren resten.

Venlig support – Skulle der være noget i vejen med printeren eller har du bare spørgsmål, så er min erfaring med Sculptos support at de altid er venlige og klar på at hjælpe.

Gode Facebook grupper – Hvis du mangler inspiration eller hjælp, findes flere grupper på Facebook, som altid er klar på at hjælpe.

Print direkte fra appen – I iOS og Android appen er der en mulighed for at printe direkte fra siden Thingiverse. Det er muligt at søge efter præcis den model du ønsker at printe, direkte fra appen.

Upload af egen 3D model – Fordi printeren understøtter et af de mest brugte fil formater, .stl formatet, så er det muligt at designe sin egen 3D model i f.eks. Tinkercad.

Støjsvag – Sculpto printeren er relativ støjsvag ift. andre 3D printere som jeg har arbejdet med.

 

“Expert mode”?

Da printeren er gjort så brugervenlig som muligt, er der også en del funktioner, som er skåret væk. Vil du nørde med printeren er det muligt at slå “Expert mode” til. Fordelene ved “Expert mode” er at du kan printe uden raft og med uoriginalt filament. Der er dog nogle ulemper ved at printe med raft, se længere nede.

Raft og uoriginalt filament – Med “Expert mode” får du mulighed for at fjerne raften på dine print og dermed kunne printe med uoriginalt filament. Samtidig undgår du problemer med at raften smelter sig fast til selve printet.

Ændring af temperature og hastigheder – I “Expert mode” får du også muligheden for at ændre print hastigheden og temperaturen. Dette kan bruges til at printe hurtigere eller pænere og for at tilpasse printet til de specifikationer som dit uoriginale filament har.

Uoriginalt filament – Der er flere fordele ved at bruge uoriginalt filament. For det første er der langt mere filament at vælge imellem og man kan også få specielt filament som eksempelvis PLA filament med ægte træ (Se billeder af fisken længere nede). For det andet er uoriginalt filament ofte billigere end originalt. Sidst men ikke mindst så er det en fordel, at kunne bruge den samme filament, hvis man har flere forskellige printere.

Ændring af placering – Med “Expert mode” kan du også selv bestemme hvor på pladen du ønsker at printe dit print. Dette er en fordel hvis du vil undgå at printe over midten og dermed undgå ‘midte problemer’ som omtalt ovenfor.

BEMÆRK: Hvis du slår “Expert mode” til bortfalder garantien på printeren, da du nu har fuld kontrol over printet og dermed kan skade printeren.

 

Ulemper ved Sculpto printeren?

Filament fremføring – Nogle gange kan man være uheldig at filamentet ikke bliver trukket frem til og ned i printhovedet. Dette skyldes ofte en tilstoppet dysse eller et beskidt filamentgear.

Filamentgear – Filamentgearet der bruges til at føre filamentet frem, kan være vanskeligt at adskille og samle igen, da det består at flere små dele såsom skiver og en fjeder, der gerne vil springe i alle retninger når man forsøger at samle det.

Filament – Hvis “Expert mode” ikke er slået til, er det ikke godt at bruge uoriginalt filament, da raften og printet smelter sammen. Generelt passer temperaturen sjældent til uoriginalt filament.

Raft – Selv med originalt filament kan raften være svær at få at printet. Dette kan dog løses ved at slå “Expert mode” til og dermed printe uden raft.

 

Midten – Da Sculpto printeren er cirkulær kan det give problemer at printe hen over midten. Det er fordi at printeren faktisk står på samme punkt i noget tid og derfor kan smelte hul i midten af printet. Dette kan kalibreres væk med Y-akse kalibrering. Mine erfaringer er dog at det stadig ikke bliver helt godt.

Plastik plade – Da Sculpto printpladen indtil nu har været en plastikplade, har der været et problem med at pladen er skæv. Dette kan derfor give problemer når man skal kalibrere Z-aksen. Dette har Sculpto dog prøvet at løse med deres nye glasplade. Den glasplade som jeg modtog var desværre ikke limet så godt sammen med magneterne på undersiden. Jeg har derfor ikke haft mulighed for at teste glaspladen endnu.

 

Min konklusion

Min konklusion om Sculptos 3D printer er, at det er en god og billig printer til en nybegynder eller en som vil have en billig 3D printer. Er du en person som gerne vil eksperimentere, kan du gøre det med “Expert mode”. Sculpto printeren er dog nok ikke velegnet for nogle som rigtig nørder med printere, da Sculptoen stadig er meget lukket og brugervenlig selv med “Expert mode”.

 

Ønsker du at kigge nærmere på Sculpto og deres printere, kan du læse mere om dem på Sculptos egen hjemmeside.

 

Christian/guldastronaut