Opfind din egen robot

I lørdags var vi i Borgernes Hus med ‘Opfind din egen robot’. Et koncept, vi efterhånden har fået specialiseret.

Først bygger man sin robot som skalamodel i duplo, dernæst i pap. Her skal der måles, skæres med hobbykniv og limes med limpistol. Robotten skal også dekoreres med perler, genbrugsmaterialer og 3D-printede øjne, sværd, hatte og lignende! Og så skal der designes en funktion; med microbitten kan den bevæge sig, med arkadeknappen og en pære, kan den lyse!

Opgaven er først og fremmest sjov og opfinderagtig! Men den passer også godt ind i fag som Håndværk & Design, Matematik, Billedkunst og Teknologiforståelse (og helt sikkert mange flere!).

I Guldastronaut kan vi lide at arbejde på tværs af fag, fordi det er der, børnene rigtig kan være opfindsomme og kreative; når de har alle materialer og alle fagligheder til rådighed!

Vi er rigtig glade for at være ude igen – og især med Opfinderklub! Det er altid disse workshops, der er mest kaotiske, fordi vi har stort set alle materialer med i vores mobile makerspace, men også der, hvor børnene kan folde sig max ud! Der er altid nogen, der brænder sig på limpistolen, nogen der bygger en 1-meter høj robot i duplo, nogen der helst vil programmere microbitten hele dagen, og nogen der vil 3D-printe en numse eller en pistol, der står SJED på! (læs: Shit, som jo er det, man siger, når man bliver skudt!)…. Dét er også det fede ved Opfinderklub: Vi går ikke i skole – vi skal først og fremmest lege og finde på!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil have besked, når vi afholder Opfinderklub!