Vi har udviklet en Makerpædagog Miniuddannelse, som på 4 dages workshops giver pædagoger kompetencer i teknologiforståelse. Pædagogerne får desuden mulighed for at afprøve deres nye kompetencer som Makerpædagog og facilitator i virkelige ‘makersituationer’.

De 4 værksteder indeholder:

  1. LÆRINGSROBOTTER: Rundt om robotterne og de teknologier, der er nemmest at komme til med dem.
  2. HARDWARE PROGRAMMERING: Microkontrollere, integrerede kredsløb og elektronik. Fx micro:bit og littlebits.
  3. FORTÆLLING OG INTERAKTION : Spiludvikling, Interaktive fortællinger, animation, stopmotion og videoproduktion.
  4. MAKERMASKINER: fra idé til produkt med digital og analog fabrikation. Ex. 3D Print, laserskæring, folieskæring og pap.

Vi har designet et forløb, hvor pædagogerne tager aktivt del i og har medansvar for at tilegne sig en bred viden om teknologiforståelse, programmering og digital myndiggørelse. Pædagogerne lærer ikke blot at videreformidle tilegnet stof, men skal kunne fungere som værkstedsfacilitatorer for både børn, forældre og kolleger. Det skal forstås på den måde, at de skal kunne sætte gang i kreative processer, mens de selv har det overordnede overblik over teknologiens muligheder og begrænsninger. Pædagogerne bliver i stand til at være kritiske over for moderne teknologier og på samme tid være superbrugere- og formidlere af dem. 

Med Makerpædagog Miniuddannelsen følger Maker Mindsettet; viden om og færdigheder inden for analoge og digitale materialer og maskiner samt forståelse for og kompetencer i at sætte designprocesser i gang.

Vi arbejder i Guldastronaut altid henimod den del af isbjerget, der er under vand: At være Makerpædagog er også at kende til meget mere end barnet egentlig skal kunne for at blive klar til skolen. Det betyder, at de voksne skal rundt omkring flere muligheder, end de ender med at præsentere børnene for. Lege- og læringsrobotterne kan facilitere sjov for børnene, men skal vi sikre os, at det bliver mere end bare almindeligt legetøj, skal de sættes i spil af pædagoger uddannet til formålet. Robotterne skal kontekstualiseres og sættes i en ramme, der er relevant for barnet.

Eksempelvis er der i en Bluebot, som vi bl.a. bruger i Guldastronaut Coding Class Toddler-forløb, en bluetooth-sender, der kan modtage instruks fra en iPad. Her er det relevant at tale med børnene om, hvor der ellers findes bluetooth, og hvad der sker, når vi kommunikerer med en bluetooth-sender?

Kontakt os på rumpistol@guldastronaut.dk, hvis du vil skrive dig op til næste uddannelse, vil booke os til dine ansatte eller har spørgsmål generelt.