Om os

Guldastronaut bliver til dagligt drevet af Martin Lilliendal Hansen og Pauline Fredskilde. Vi er både ejere af firmaet og et par. Vi har to børn på 4 og 14 år og en lille hund. Vi bor i Odense, hvor vi også har kontor og værksted men har nemt ved at komme rundt i hele landet.

Vi er begge optagede af at styrke børns opfindsomhed og give både børn og voksne værktøjer til at være kreative, innovative og gode verdensborgere.

Vores materialer tager sjældent udgangspunkt i en bestemt teknologi, men i et spændende projekt, en god fortælling eller en sjov aktivitet.

Vi anskuer teknologierne som værende brugbare medspillere i kreative projekter på linje med pen og papir, sav og hammer, maling, pap, træ, tuscher, klodser, perler, glimmer og så videre. 

Vi har en simpel mission:

“Vi ønsker at skabe kreative, opfindsomme børn og voksne igennem design, teknologi og opfinderi”

Martin

Martin driver Guldastronaut sammen med Pauline.

Han er opfindsom, idérig og god til at fortælle historier. Med sin baggrund som interaktionsdesigner kan Martin hurtigt omsætte sjove idéer til dimser, der blinker, siger lyde eller bevæger sig. Han kan samle elektronik og programmere microcontrollere og spil.

Martin er en dygtig formidler, der med sin humor og sit høje energiniveau kan inspirere og motivere de fleste til at springe med på Guldastronauts metoder og tilgange. Martin kan altid engagere børn til at lege med, når han fortæller historier om Pingvinen Jack og alle vennerne.

Martin er uddannet interaktionsdesigner fra Designskolen Kolding og har arbejdet med design, innovation, formidling, undervisning og værdiskabende konceptudvikling de sidste 15 år.

Martin har mange års erfaring med naturvidenskablig formidling og undervisning i STEM og Computational Thinking. Han underviser på alle niveauer; fra børnehavebørn til undervisere på universitetet.

Martin er opfinder og designer, og når han ikke fortæller historier om Pingvinen Jack eller finder på sjove lege, bygger han interaktive installationer for museer, legepladsfirmaer, akvarier m.m. i sit makerspace i Odense. 

Pauline

Pauline driver Guldastronaut sammen med Martin.

Pauline er en opfindsom, handlekraftig iværksætter, der med sin baggrund som lærer og sin kandidat i it-produktdesign elsker at designe fede legende læringsmiljøer for børn i alle aldre.

Pauline bidrager især til Guldastronauts faglige profil ved at kunne tale det pædagogiske- såvel som det akademiske sprog. Hun formår ofte at omsætte Martins vilde idéer til realiserbare projekter og produkter. Hun ved, når noget er godt, og når noget ikke er. Og hun siger det gerne højt.

Pauline er uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole og cand.it i produktdesign fra SDU. Hun har speciale i læringsrobotter og computational thinking og har, udover sin erfaring som underviser, erfaring som videnskabelig assistent og konsulent for efter- og videreuddannelse på SDU.

Pauline er optaget af, hvordan faget Teknologiforståelse kan rumme opfindsomhed og legende læring, så udgangspunktet ikke bliver fx programmering og teknik, men børnenes nysgerrighed.

Pauline har desuden været engageret som teamleder og bestyrelsesmedlem i den frivillige organisation, DigiPippi, fordi Guldastronauts mission om skabe kreative, opfindsomme børn kræver udvikling af workshops, der taler til børn uanset køn.