5 grunde til at bruge duploklodser, når du skal i gang med teknologiforståelse
I Guldastronaut har vi en hemmelig ingrediens, som vi vil afsløre for jer alle: Duploklodsen!
Vi arbejder med teknologiforståelse i børnehøjde, og duploklodsen er oftest den allervigtigste ingrediens! Derfor anbefaler vi: Brug duploklodser, når du skal i teknologiforståelse!
Robotten kan skiftes ud med en anden, vi behøver ikke altid iPaden og andre gange kan man helt nøjes med duploklodsen.
Er man forælder eller pædagog, eller har man bare selv været barn engang (…), så kender man duplpoklodsen, og man ved, hvor fed den er! Og netop dét leder mig til grund nummer 1 til at købe en masse duploklodser:
1) Genkendelighed: Vi bygger bro mellem det velkendte (og trygge) og det nye (og farlige)
Alle kender duploklodsen! Børnene kender den og ved hvordan man bruger den, men endnu vigtigere: som pædagog eller lærer er du tryg ved den. Den er velkendt, den er let aflæselig; alle ved, hvad de skal bruge den til, og at hive 3 kasser ned fra hylden og lade børnene bygge med dem, er ikke noget, der kræver den store forberedelse!
Når du som forælder, dagplejer, pædagog eller lærer skal i gang med noget nyt, som måske kan give en oplevelsen af at være på lidt dyb grund, så er det fantastisk, at det primære materiale er bygget op om noget så velkendt og genkendeligt som duploklodsen.
Det kan godt føles lidt ‘farligt’ at give sig i kast med robotter, ipads og andre læringsteknologier, hvis man ikke er vant til det.
Så med duploklodsen som ‘centrum’ kan du føle dig tryg ved at gå i gang med teknologiforståelse!
2) Fantasi: Duploklodsen lægger op til leg og opfindsomhed, fordi den er simpel
Den anden grund til, at du skal skynde dig afsted efter duploklodser er, at duploklodsen er helt genial til at sætte børnenes fantasi i gang!
Hjemme hos os bygger vores datter på 1,5 år ‘is’ i forskellige farver og giver os dem at spise.
I Guldastronaut har vi lege, hvor en gul duploklods det ene øjeblik er guld fra en skat, der er sprunget i luften, som børnene skal finde sammen med Pingvinen Jack og Blåbotten Benny – og det næste øjeblik har vi set børn tage klodsen på fingeren og pludselig forvandle den til et lyssværd, de bekæmper hinanden med!
En anden dag er den gule duploklods pollen fra en blomst, som Robotten Bitten skal ud at samle sammen for at hjælpe de travle bier.
Duploklodsen sætter på den måde fantasien i spil – for hvis den kan være guld fra en skattekiste, kan den også være et lyssværd! Og hvis den kan være en is, så kan man også bygge flere is og give dem til sine venner!
Tag et kig på vores opgaver til Blåbotten Benny og Robotten Bitten
3) Fysisk: Duploklodsen er en perfekt kontrast til det digitale!
En stor del af fagligheden teknologiforståelse er at forholde sig til, være nysgerrig på og lege med digitale teknologier.
Duploklodsen er derfor den oplagte kontrast til det digitale; den er 100% analog, fysisk og håndgribelig – og vi kan lynhurtigt bygge karakterer og rekvisitter til vores leg!
Det leder mig til grund nummer 4:
4) Konstruktion: Børnene kan bygge deres egen kulisse og styrke deres rummelige forståelse
Vi kan bygge raketter med børnene og flyve afsted til Blåbotternes Planet, eller vi kan bygge Pingvinen Jack og hans venner og lege med dem. Vi kan også hurtigt bygge blomster til bierne eller et hus til robotten og et pizzeria, så Jack og vennerne kan få noget at spise.
Børnene bliver på den måde medskabere af den fortælling, som vi sætter i gang.
Vi designer vores egne duplopakker, så de passer til vores materialer. Find dem i shoppen
5) Computational thinking: Hvordan lærer man noget abstrakt på en konkret måde?
Det sidste punkt leder egentlig frem til det essentielle for teknologiforståelsen.
Man kan sige, at de små skridt, som børnene tager, når de bygger en lille krokodille som 1-årig, leder til, at de kan bygge huse og andre ting som børnehavebørn, det er det, der gør, at de kan begynde at bygge med de små legoklodser, og det vil også give dem en forståelse for rum og konstruktion, der gør, at de en dag kan blive tømrer eller arkitekter.
Men… Der er også meget andet, de kan blive gode til ved at træne disse ting. At blive god til at følge en byggevejledning i duplo, vil hjælpe børnene til at kunne afkode andre opskrifter og instruktioner. Det, at de skal finde “alle de gule klodser” eller “bytte nogler klodser ud med nogle andre”, træner deres computationelle tankegang, som kort sagt er det, der foregår indeni hovedet, når du en dag skal kunne analysere en algoritme eller designe din egen.
Børnene kan altså træne nogle abstrakte færdigheder igennem meget konkrete lege.
Opsummering: Duploklodsen bidrager altså til…
- Brobygningen fra noget nyt (og måske svært) til noget velkendt (og lettilgængeligt)
- Børnenes leg og fantasi
- Børnenes evne til at konstruere noget i den fysiske verden – men også i den abstrakte
- Børnenes medskabelse i fortællingen
- Børns rummelighed og computationelle tankegang
Vi har desuden skrevet mere her, om hvorfor børn skal lære at kode, og her om hvad computational thinking egentlig betyder, og hvordan man kan arbejde med det helt ned i 1-års alderen.
Skynd jer nu ud at skaffe nogle duploklodser! 😉