Konference med fokus på pædagogisk teknologi i specialundervisning

I går var Guldastronaut endnu engang ude af kontoret, da den årlige iPad VISION-konference løb af stablen på Storebæltskolen – en konference, der satte fokus på, hvordan pædagogisk teknologi kan anvendes i specialundervisningen. Dagen bød derfor på spændende speedtalks, workshops samt muligheden for at møde inspirerende mennesker, der alle havde interessante idéer til, hvordan man kan støtte børn med særlige behov i deres læring og udvikling ved hjælp af alverdens teknologier.

Speedtalken gav mulighed for at fortælle om Guldastronauts mission og aktiviteter til fagfolk fra specialområdet, og her blev kodning præsenteret som et genialt læringsværktøj for børn – alt sammen forklaret håndgribeligt med bl.a. Totte går ud-bogen.

Efter speedtalks var der workshops, og her fik deltagerne mulighed for selv at prøve kræfter med kodning. Vi havde medbragt puttekasser med sensorer på, som deltagerne skulle bruge til kodning i Scratch, ligesom de også fik lavet fede pixelfigurer i Piskel til deres kodning. Det gav anledning til spændende samtaler om, hvordan kodning, programmer som Scratch og ScratchJr såvel som interaktiv leg med f.eks. puttekassen kan anvendes i specialundervisningen, og det var så fedt at overvære deltagernes aha-oplevelser med kodning på egen hånd! Alt i alt en enormt inspirerende dag at høre om teknologiens muligheder for at skabe et mere inkluderende læringsmiljø for børn på specialområdet. Vi havde selvfølgelig også en god stak bøger og hæfter med, så vi kunne præsentere Pingvinen Jack over frokostbordet. Vi glæder os til at fortælle mere om bøgerne, opfinderi og teknologi på fremtidige konferencer og oplæg 🤩