Teknologi og leg i børnehøjde på Next Generation Summit

”Leg er vejen til ny teknologi”. Med de ord blev gårsdagens Next Generation Summit III afrundet, og vi kunne ikke være mere enige! Vi var så heldige at være repræsenteret ved konferencen, som fandt sted på Aarhus Universitet, hvor vi endnu engang fik fornøjelsen af at afholde workshop. En lege- og lærerig dag med fokus på sociale medier og gaming, og hvordan man kan understøtte børn og unges skaberkraft og leg gennem teknologi som SoMe og spil.

Med overskriften ”Interaktive installationer og robotteknologier” tog vores workshop udgangspunkt i sidste uges succes – flaskeautomatrobotten. Deltagerskaren bestod både af internationale skoleelever og studerende, lærere, bibliotekarer og en it-vejleder. Alle prøvede kræfter med at bygge deres egen flaskeautomat ved at konstruere et computerspil med både Scratch, Piskel og vores medbragte mockups med sensorer på. På bare én time fik de lavet spil med seje animationer og lyd til computerspillet!

Vi gik derfra med spændende indsigter fra alle deltagerne såvel som oplægsholderne, der tæller både Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, Rikke Toft Nørgaard, Line Nybro Petersen og Louise Overgaard. Selv deltog vi også i en lærerig workshop med Coding Pirates, hvor vi blev introduceret for Piratskibet. Vi er toptunet og klar til næste workshop med nye inputs såvel som at gøre det, vi holder allermest af i Guldastronaut – at formidle og styrke børn og voksnes opfindsomhed!

Hvis du også er nysgerrig på, hvordan man kan lave sin egen flaskeautomat ved hjælp af kodning, animationer og fysiske objekter, så tøv ikke med at kontakte os, så vi kan komme ud til dig og din institution eller organisation med favnen fuld af dimser.