Virtuel cykeltur med CityTrip VR
“En audiovisuel sanseoplevelse. Gå på opdagelse i fremtidens midtby. En cykeltur i sommernatten.”
Sammen med tre af mine elever fra spiludviklingsholdet på ungdomskolen lavede jeg den her ret skægge installation tilbage i 2017. En installation, hvor man kunne cykle en tur på en rigtig cykel, vi havde klodset op og forbundet til en computer med en masse elektronik. Sammen med cyklen skulle man have en VR-brille på. Slutresultatet skulle blive en virtuel cykeltur i Thomas B. Thriges Gade byggeriet, som på daværende tidspunkt ikke var færdigt endnu. De tre elever, Oliver, Emil og Andreas, gik både på 3D-holdet og på Spiludviklingsholdet, og vi involverede også elever fra både mit MakerSpacehold og mit elektronikworkshophold.
CityTrip VR blev til i samarbejde med elever
Det var dengang, da jeg underviste i Ungdomsskolen, at jeg havde adgang til alle de seje, unge menesker OG en masse elektronik og værkstedsfaciliteter, jeg kunne sætte dem i sving med. Nærmere bestemt hed det ComputerClubhouse, der har en afdeling i Odense. Jeg underviste på tre til fire forskellige hold og lavede alle mulige sjove installationer med den flok, der kom en gang om ugen og legede med elektronik og kode med mig.
CityTrip installationen blev, så vidt jeg husker, støttet af midler fra Carl Nielsen det pågældende år, så når man cyklede rundt i 3D-modellen af Odense, kunne man høre Carl Nielsen i et par hørebøffer imens.
Alle 3D-modellerne blev modelleret i 3D-Studio-Max, og selve spillet designede vi i Unity3D. Tandhjul, grafik, visuel identitet og lignende tegnede vi i Adobe Illustrator, og laserskåret dele blev foretaget på en Universal Laser. Lyden klippede vi i Appleton LIVE. Koden til den fysiske del af installationen er lavet på en Arduino kompatibel microcontroller, der hedder Teensy LC.
Installationer danner grundlag for tværfaglige projekter
Jeg skal nok skrive lidt flere blogindlæg om de enkelte delelementer, vi brugte. Projekter som disse er super tværfaglige og egner sig virkelig godt til projektundervisning. “Vandbærere” og “Fakkelbærere” var lige vigtige for projektets gennemførelse. For at alle mine elever kunne kode, designe, bygge, svejse, konstruere, tegne, skrive, klippe og alt muligt andet rigtig effektivt, gav jeg nogle af dem en stak projektstyringsværktøjer. Jeg gav dem derfor ansvar for nogle ret store dele af projektet.
Den metode har jeg brugt ret ofte, og det giver et super stærkt team, der virkelig kan rykke.
Vil I også lave interaktive installationer?
Hvis du vil i gang med interaktive installationer i dit klasselokale, eller bare har en installation, vores team skal kigge på her i Guldastronaut, så skriv til os! Vi elsker installationer <3